Børnehuset Lilletoften

Fire børn kigger smilende ud fra rundt vindue i legehus

Præsentation af børnehuset

Børnehusets afdelinger

Børnehuset består af to afdelinger – en vuggestueafdeling og en børnehaveafdeling. 

Vuggestuen

Vuggestueafdelingen er stueopdelt i fire stuer for at tilgodese de små børns behov for nærhed og tryghed. De fire stuer er etableret som teamstuer, hvor stuerne to og to har et forpligtende samarbejde.

Børnehaven

Børnehaveafdelingen er inddelt i funktionsrum baseret på de seks læreplanstemaer. Børnene i børnehaven er dog stadig inddelt i basisgrupper, som er opdelt i Lille- (3-4 årige) Mellem- (4-5 årige) og Storegruppen (5-6 årige).

Basisgrupperne holder samling, temagrupper og tager på ture i fællesskab, men ellers er børnehaven inddelt som et læringsmiljø med forskellige legezoner og temaværksteder. Herunder café, køkken, bibliotek, alrum med mange forskellige legezoner, værksted og motorikrum, som understøtter børnenes relationsdannelse og sociale kompetencer.

Alle stuer og grupper har tilknyttet faste voksne.

Naturskøn legeplads

Både vuggestue og børnehave har en stor, dejlig og naturskøn legeplads, som vi benytter, når vi kan, dvs. i al slags vejr.

Legepladsen er indrettet, så den både tilgodeser børnenes behov for motorisk udfoldelse og den vigtige relationsdannelse og inkluderer både bålhytter, cykelstier, boldbane, balanceredskaber, gynger, sandkasser, legehuse etc.

Forældresamarbejde 

Det er vigtigt for os som professionelle fagpersoner at være opmærksomme på barnets to verdener – hjemmet og institutionen – og vi lægger derfor stor vægt på forældresamarbejdet. Vi prioriterer, at der en åben, tryg og tillidsfuld kommunikation mellem forældre og personale.

 

Fakta om børnehuset

Vuggestue og børnehave

Børnehuset består af to afdelinger – en vuggestueafdeling med 44 børn fordelt på fire stuer og en børnehaveafdeling med 60 børn. Alle stuer og grupper har tilknyttet faste voksne, som følger dem i alle årene i henholdsvis vuggestue og børnehave.

Differentieret personale

Personalet består af 24 personer, som har det til fælles, at de brænder for arbejdet med børn.

Personalesammensætningen er ret differentieret med hensyn til alder, køn og kulturel baggrund, hvilket efter vores opfattelse medvirker til det bredeste spektrum af færdigheder og kompetencer.

Vi har en høj social kapital i børnehuset, som vi gør meget ud af at værne om. Vores hus er ofte fyldt med smil og latter, som giver overskud i hverdagen – til glæde for børn, forældre og personale.

Mad i vuggestue og børnehave

Vores økonoma producerer hjemmelavet, sund, varieret og ernæringsrigtig kost, som er 80% økologisk til både vuggestue og børnehave. 

 

Pædagogisk praksis

Leg og læring

Pædagogisk lægger vi stor vægt på, at leg og læring ikke er hinandens modsætninger, men derimod hinandens forudsætninger. Legen er barnets foretrukne aktivitet, og legen har stor betydning for barnets trivsel, udvikling og læring, herunder også den sociale læring.

Anerkendende personale

Personalet forstår vigtigheden i at være autentiske, nærværende, anerkendende og tydelige rollemodeller, som børnene kan spejle sig i. Vi ønsker, at alle børn føler sig værdifulde, respekteret og værdsatte, da vi ved, at et godt børnemiljø skaber grobund for et godt selvværd, hvilket er betydningsfuldt i forhold til at kunne trives med sig selv og andre mennesker.

Lige deltagelsesmuligheder

Vi arbejder ud fra distriktets fælles pædagogiske læreplan, hvilket er med til at sikre alle børns trivsel, dannelse, udvikling og læring. Herudover er vi meget fokuseret på at arbejde med relationer, og det er vigtigt for os, at alle børn har lige deltagelsesmuligheder i læringsmiljøet og i børnefællesskabet.

Personaleudvikling

Vi arbejder konstant på at sørge for at være et kvalitetsdagtilbud, og derfor er det vigtigt for os hele tiden at være udviklingsorienterede og åbne for ny læring. Vi har gennem de seneste år udviklet en refleksionskultur i personalegruppen, hvor det ambitiøse omdrejningspunkt er at skabe mere kvalitet og nærvær i relationen mellem børn og voksne.

 

Kontakt Lilletoften

Børnehuset Lilletoften
Lilletoften 21-23
2740 Skovlunde
Telefon: 4477 1618 

Åbningstider:
Mandag - torsdag: Kl. 06:30-16:45
Fredag: Kl. 06:30-16:30

Pædagogisk leder
Helene McEwan
Telefon: 4477 1618
Mail: hem@balk.dk