Børnehuset Valhalla
-
En beliggenhed midt i skov og natur
Børnehuset Valhalla i Skoven ligger på en stor og dejlig naturgrund i direkte forbindelse med Hareskoven.
Med naturen og skoven lige uden for døren har både børn og personale hver dag en unik mulighed for forskellige oplevelser, der udfordrer alle sanser. Det giver os en helt særlig naturprofil.
Vuggestuen har en ugentlig skovdag på tværs af grupperne.
I børnehaven har hver stue en fast ugentlig skovdag, hvor børnene sammen med de voksne tager ud i skoven og udforsker naturen – uanset om det regner, sner eller solen skinner. Skovdagen giver børnene mulighed for at opleve årstidernes skiften, styrke deres motorik og nysgerrighed, og udvikle deres fantasi gennem leg og opdagelser i naturen.
Vi tror på, at det at være ude i al slags vejr giver børnene robusthed, glæde og en dybere forståelse for naturen omkring dem.
Børnehusets naturgrund
På naturgrunden er der et stort udekøkken og en bålplads. Derudover har vi forskellige gynger, sandkasse, vandkanal, hønsegård, terrængående cykler, løbebane og børnenes helt egen skammelskov.
Børnene kan hver dag opleve dyrelivet tæt på lige fra rådyr, salamandere, fugle, egern, frøer og forskellige insekter.
På besøg i Børnehuset Valhalla
Når institutionen er lukket er I velkommen til at bruge området og legeredskaberne og hilse på hønsene. Bare I hjælper os med at passe godt på det.
Du er altid velkommen til at ringe og aftale et besøg, som passer ind i vores hverdag. Ring direkte til de pædagogiske ledere.
-
Natur som afsæt
Vi inddrager aktivt naturen i den pædagogiske hverdag.
Det pædagogiske personale har et bredt erfaringsgrundlag og er optaget af at bruge naturområderne til både grønne aktiviteter, bevægelse, science og kreativitet.
Vi sætter daglig spot på fællesskaber og traditioner, spundet op omkring årets gang og inddrager naturen aktivt i mange af institutionens hverdagsaktiviter.
Fra jord til bord
Vi er optaget af, hvordan vi kan folde konceptet fra “jord til bord” ud og har udekøkken, bålplads og frugthave. Vi forsøger at give naturoplevelserne et løft gennem narrative fortællinger, bevægelse og æstetiske udtryksformer.
Nærvær og fordybelse
Vi understøtter nærvær og muligheden for fordybelse i den fysiske indretning af både uderummet og indemiljøet, som helt konkret er opdelt i forskellige aktivitets- og fordybelseszoner.
-
Normeringer
Vi er normeret til 88 børnehavebørn og 46 vuggestuebørn.
Vuggestuen
Vuggestuebørnene er fordelt i fire grupper med 12 børn i hver. Til hver gruppe er tilknyttet to pædagoger og en pædagogisk medhjælper.
Børnehaven
Børnehavebørnene er fordelt på fire stuer med ca. 14 – 15 børn på hver stue. Til hver gruppe er tilknyttet to primære voksne, hvoraf den ene som minimum er pædagog.
Derudover har vi en afdeling for vores kommende skolebørn kaldet Ravnehuset. Ravnehuset har til huse i villaen ved siden af Valhalla.