Vuggestue og børnehave
Børnehuset Askelunden ligger i et dejligt område i distrikt Baltorp.
Vi har ca. 65-70 børn i Askelunden fordelt på fire stuer med fast personale.
Der er to stuer i vuggestuen og to stuer i børnehaven, som er organiseret på en måde, så børn kan lege sammen på tværs af stuer og alder.
Rammer for leg og læring
I børnehuset gør vi vores bedste for at skabe gode rammer for børnenes leg og læring. De fysiske rammer er en vigtig del i legens udfoldelsesmuligheder, hvor børnene indtager næsten alle rum i institutionen.
Vi har derfor særlig fokus på at skabe et fysisk læringsmiljø, der understøtter børnenes udvikling og læring, og flytter ofte rundt, så forskellige lege og aktiviteter kan finde sted.
Udenfor har vi en rigtig god legeplads med masser af mulighed for at bruge kroppen, eksperimentere, finde insekter, lave bål, lege vilde lege og blive beskidte!
Desuden har vi en rigtig fin lille legeplads, hvor vores små vuggestuebørn kan udfolde sig.
Aktiviteter i hverdagen
I hverdagen deltager børn både i planlagte og egne aktiviteter. De leger ude og inde, hører musik, danser, synger, klipper, klistrer, bygger, konstruerer, maler, tegner, syer, hører historie mv.
Vi tager både på ture, hvor alle børn deltager, og ture hvor kun stuens børn deltager. Oftest tager vi dog enten afsted i aldersopdelte, relations- eller emnefokuserede grupper.
Fælles for alle ture er, at de børn der er afsted nyder en god oplevelse, mens de børn der er tilbage i børnehuset nyder, at der er bedre plads.
VELKOMMEN til Børnehuset Askelunden - vi glæder os til at møde jer.