Børnehuset Hulahop
-
Opstartssamtale for nye børn og forældre
Hvis dit barn skal starte i børnehuset Hulahop, vil du inden opstarten blive inviteret til en velkomstsamtale med den pædagogiske leder, dit barns kommende kontaktperson på stuen og jeres sundhedsplejerske. Vi vil meget gerne, at jeres sundhedsplejerske deltager, da det styrker den fælles viden om jeres barn.
Personalet kontakter jer ca. 14 dage inden, så I kan finde en dato.
Mødet vil vare ca. 45 min. og tage udgangspunkt i det skema, I har udfyldt om jeres barn (Der er et link til skemaet i det brev I fik fra pladsanvisningen, da I accepterede pladsen i vores børnehus)
Vi glæder os til at lære jer at kende.
-
Rammer for hverdagen
Børnehuset Hulahop er en bygning i to plan, som danner ramme for børn, pædagoger og køkkenpersonalets hverdag.
Vi har en skøn legeplads med mange muligheder for fysiske og kreative aktiviteter både der og hele huset rundt. Udover vores grupperum har vi også ekstra fysiske læringsrum, som vi kan bevæge os ud i. Det gælder både vores 90 m2 store Multirum til krop og bevægelse, vores Bibliotek som stimilerer børnenes sproglige udvikling, vores Krearum til æstetiske læreprocesser, Byggepladsen til konstruktionsleg og Mini-laboratoriet til børnenes naturlige nysgerrighed.Leg og læringsmiljø
Hos os har legen en værdi i sig selv. Leg skal være en gennemgående del af hverdagens aktiviteter, læring og daglige liv, og derfor bliver indretningen tilrettelagt på en måde, så bevægelse og motorik kan være i højsædet.
Vi arbejder på at skabe et godt læringsmiljø for alle børn, med det optimale fundament for trivsel blandt børnene. Det indebærer ofte, at vi deler os op i mindre grupper.
Medarbejderne har også et øget fokus på kropslig dannelse, herunder at udvikle børnenes kropslige kompetencer og kropsbevidsthed samt styrke deres selvværd og motivation med bevægelsesglæde som centralt omdrejningspunkt.Vi er desuden i gang med at få en DGI-certificering i Naturlig Leg, som du kan læse mere om, ved at trykke på logoet nedenfor.
Vuggestuebørnene i børnefællesskabet
I vuggestuen møder vi børnene med omsorg og respekt, så det enkelte barn får mulighed for at udvikle konstruktive og nære relationer, samt finde ro i såvel rolige som vilde aktiviteter. Der gives plads til, at børnene kan give udtryk for egne følelser og behov, samtidig med at de oplever, at andre børn kan have de samme behov. Vi arbejder samtidig på, at dit barn lærer at sætte grænser for sig selv og kan sige til og fra.
Vores udgangspunkt er, at alle børn er ressourcefyldte og betydningsfulde for fællesskabet. Derfor inddrager vi også børnenes ideer i de pædagogiske aktiviteter.
Fællesskabsfølelse
Medarbejderne har ansvar for, at alle børn har en oplevelse af at være en del af et meningsfuldt fællesskab.
Vi arbejder med forskellige aktiviteter og lege i hverdagen, der skal styrke børnenes fællesskabsfølelse og sociale kompetencer. Det kan fx være ”Give og tage lege”, hvor børnene lærer at deles om legetøj, udsætte egne behov og acceptere andres behov for at deltage.
Vi laver også danse-, sang- og imitationslege, hvor børnene lærer at observere andre børns kropssprog.Vi inddrager alle børn i pædagogiske aktiviteter på hver deres niveau og ud fra barnets nærmeste udviklingszone. Det betyder også, at vi har en opmærksomhed på at inkludere børn med særlige behov, og støtte dem i at forstå og indgå i meningsfyldte fællesskaber.
Det giver børnene mange forskellige muligheder for at deltage aktivt i hverdagen og danne betydningsfulde erfaringer.
Følelser, sprogstimulering og babytegn
Børn skal lære at tackle de mange forskellige følelser, der opstår i fællesskabet; lige fra engagement, glæde og venskab til behovsudsættelse, vrede og konkurrence.
I hverdagen er vi derfor opmærksomme på at hjælpe børnene med at sætte ord på egne følelser såvel som oplevelsen af andres følelser i forskellige situationer.
I den pædagogiske tilgang ligger også et stort fokus på sprogstimulering. Ved at arbejde ud fra et anerkendendende princip, hjælper vi børnene med at sætte ord på deres forskellige følelser, samtidig med at de oplever, at deres følelser er tilladte, og at det de oplever er virkeligt. Det er med til at hjælpe børnene med at omsætte deres følelsesmæssige erfaringer til adfærd.
I vuggestuen arbejder vi med babytegn, hvor man bruger gestikulerende tilføjelser til det talte sprog. Vi introducerer alle forældre til babytegn, og opfordrer til, at man også bruger dem derhjemme. Desuden er medarbejderne særligt opmærksomme på børnenes kropssprog, og på altid at have en positiv tilgang og tone over for alle børn. Det sikrer rammerne for en tryg udvikling og et godt arbejdsmiljø.
-
Vuggestue og børnehave
Vi har plads til fem vuggestuegrupper og fem børnehavegrupper, men på nuværende tidspunkt har vi fire vuggegruppegrupper og to børnehavegrupper (aug. 26).
Når børnene nærmer sig skolealderen, arbejder børnehavepersonalet målrettet med at understøtte den gode overgang til BFO/skole.
I Ballerup Kommune starter børnene i udgangspunktet i BFO, Ballerup FritidsOrdning, d. 1. maj i det kalenderår, hvor de fylder 6 år, og i Distrikt Baltorp samarbejder vi med Baltorpskolen, som er vores distriktskole, om en god overgang.
Personale
Personalegruppen består af nyansatte pædagoger, som er med til at lægge grundstenene for børnehuset allerede inden åbningen, medhjælpere og PAU‘er samt en køkkenansvarlig, som laver mad til alle børnehusets børn.
Madordning
Der er madordning for både vuggestue og børnehave, som hver dag bliver tilberedt af børnehusets egen køkkenmedarbejdere.
Menuen er ernæringsmæssigt sat sammen, og personalet arbejder pædagogisk med madmod, hvor børnene lærer at spise og smage på mad, som de måske ikke får i hjemmet.
Der bliver taget højde for lægeerklærede allergier, religiøse overbevisninger og andre præferencer, såsom vegetarisk (0-6 år) og vegansk kost (3-6 år).
